Permakultur

Permakultur handler om at dyrke spiselige afgrøder på en bæredygtig måde.

Permakultur

I permakultur laver vi gennemtænkt design for vores omgivelser – designs der på en gang tager vare på jorden og opfylder menneskets behov.

Et meget direkte eksempel på, at vi efterligner naturen, er skovhaven, som i opbygning minder om en naturlig skov, men hvor træerne er frugt- og nøddetræer, i underskoven er der bærbuske, og herunder vokser der flerårige grønsager og bunddække planter. Hertil kommer de planter, som indirekte er til gavn f.eks. ved at fiksere kvælstof.

Skovhaven er en designet blandingskultur, og der vil opstå mange nyttige forbindelser, som også findes i en vildtvoksende skov, hvilket øger det samlede udbytte. En vigtig effekt af at gå fra landbrug med etårige planter over til dyrkning af skovhaver og skovlandbrug er, at de vil optage store mængder kulstof, mens de vokser, og dermed virke dæmpende på klima forandringerne.

 

Luk naturen ind

Med andre ord, luk naturen ind overalt hvor det er muligt, brug kun naturens biologiske metoder.

Dyr, planter, insekter og mikroorganismer skal i permakultur ses som symbiotiske elementer i naturens samlede biologiske kredsløb. Permakultur design handler således om at sammensætte jord, vand, dyr, plante, insekter og mikroorganismer i et biologisk kredsløb på den mest optimale måde.

Kort fortalt går permakultur ud på at dyrke sine egne fødevarer på en bæredygtig måde. Det vil sige, at man stort set kun bruger vedvarende resurser som sollys, regn og vind samt planter og dyr.

I videoen kan du se mere om forskellen på økologi og permakultur.


Fra Aiah Noack – Naturplanteskolens videoer om 
Permakultur vs økologi